Portræt af en landstræner - Mød Oliver Bay

Oliver Høgfeldt Bay er 26 år gammel og har været gymnast indtil han som 17 årig, startede sin karriere som træner.

I 2011 flyttede han til Silkeborg for at studere samt at starte Tumbling op i foreningen, Silkeborg Pigerne & Drengene. Udover hans trænergerning på SPD Tumbling, har han også været omkring mange af SPD’s TeamGym hold: Mini-piger, Mini-drenge, Junior-piger, Junior-drenge, Senior-damer, Senior-mix.

I dag er han ansat som Sportschef hos Silkeborg Pigerne & Drengene og Landstræner for junior & senior i Tumbling hos GymDanmark.

Hvilken type gymnastik har du primært beskæftiget dig med – og med drenge eller piger?

Jeg har primært beskæftiget mig med Tumbling. Dette har været med både drenge og piger i alle aldersgrupper og på alle niveauer. I dag beskæftiger jeg mig primært med udviklingen af den røde tråd i SPD og struktureringen af træningen for vores talent- og elitegymnaster.

Hvornår begyndte du som landstræner?

Jeg var med omkring landsholdene i dansk Tumbling første gange som assistentlandstræner på seniorlandsholdet under VM i Danmark i 2015.
I juni 2018 tiltrådte jeg stillingen som juniorlandstræner. I juni 2019 overtog jeg seniorlandstræner posten efter Sebastian Bro. Pt. er jeg landstræner for både junior- & seniorlandsholdet i Tumbling.

Hvad er forskellen på at være landsholdstræner og klubtræner?

Forventningerne. Både til sig selv, men også forventningerne fra øvrige aktører: gymnaster, forældre, klubtrænere, forbund, udvalg osv.

Derudover ligger der, for mig, en stor forskel i hvor store krav jeg kan tillade mig at sætte. Fordi alle vil det her 100% - ellers var man ikke på landsholdet. Dette kan både være krav til hvordan man skal agere udenfor træning, under konkurrence og i træningen.

Mine forventninger til den præstation gymnasterne viser under træning er langt højere på landsholdsamlinger end i klub-regi. Ikke fordi man ikke skal præstere hjemme i klubben, men fordi jeg forventer, at gymnasterne er max på, når de er til landsholdsamling.

Føler du et pres fra landet, gymnasterne og klubberne som gymnasterne kommer fra?

Jeg føler i hvert fald en forpligtigelse til alle de aktører der nævnes herover.
Jeg vil gerne levere et stykke arbejde, som i første omgang gavner gymnasterne, dermed klubberne og dermed landet.

Jeg føler helt klart, at gymnasterne har store forventninger til mig – ligesom jeg er sikker på, de er helt klar over, at jeg har store forventninger til dem.

Pres opfattes ofte negativt. Det pres jeg oplever som landstræner er ikke negativt. Det er med til at motivere mig til konstant at gå efter at være den bedste version af mig selv.

Hvad kræver det er af dig at være landstræner, tid og forberedelse?

For at give et billede på tidsaspektet vil jeg give et indblik i mine arbejdstimer fordelt på træning, konkurrence & forberedelse siden 1. aug. 2019:


Forberedelse                    57 timer

Træning                            124 timer

Udtagelseskonkurrence31 timer

International konkurrence70 timer

Det giver i alt:                        282 timer.

Hvilket forhold mærker du mellem træner og gymnaster under sådan en intens periode? – og hvordan er det?

MEGET TÆT.

Som træner har jeg brug for at have et tæt bånd med mine gymnaster både på landshold og klub. Det vil aldrig blive det samme med landsholdsgymnasterne som med klubgymnasterne, grundet den enorme mængde tid man bruger sammen med sine klubgymnaster, men den tætte relation er vigtig uanset.

Jeg skal have indblik i hvordan gymnasten tænker, reagere og hvad han/hun har brug for fra mig i forskellige situationer. Dette kan være mega svært, hvorfor det er vigtigt, at vi har nogle gode samtaler og snakke, hvor vi kommer omkring disse ting.

Man skal som træner anerkende, at der er meget på spil for den enkelte og derfor give plads til, at deres behov kommer over ens egne – i konkurrenceperioder.

Hvordan er det at arbejde med så dygtige gymnaster? Hvad gør du dig af tanker ift. hvilke krav du kan stille over for disse gymnaster?

Det er super motiverende og inspirerende at arbejde med gymnaster på internationalt topniveau. Der er altid 100% indsats i træningen og et fuldt fokus på målet. For nogle er dette VM 2019 og for andre kan det være et langsigtet mål.

Gymnasterne er kritiske men alligevel åbne for nye tiltag og vil konstant forsøge at bidrage med god energi og komme med forslag til eventuelle forbedringer/optimeringer. De er top engagerede.

Vi er pt. i en periode, hvor vi gentænker vores landsholds set-up.
I denne proces bliver der gjort mange overvejelser om hvilke krav vi skal stille til den enkelte gymnast.
Noget af det er f.eks. krav til:

•… gymnastisk niveau.

•… træningsmængde (antal gange & timer om ugen).

•… styrketræning.

•… træningsdagbog.

•… kost & alkohol.

Kan du fortælle om, hvordan en typisk landsholdssamling forgår? Hvad gør samlingerne for fællesskabet og niveauet?

Vi bestræber os på at have 2 overnatninger når vi samles.
Vi samles ca. 1 x i måneden.

Som udgangspunkt trænes der 2-3 gange om dagen på landsholdssamlinger.
Disse træninger kan have forskellige fokusområder – nogle primært teknik, hvor andre er benhård konkurrencetræning.

Uden at blinke kan jeg godt sige, at landsholdssamlingerne betyder utrolig meget for den sociale relationer mellem gymnasterne.
De binder nogle helt fantastiske bånd til hinanden, og disse er med til at fastholde gymnasterne i sporten.

Niveauet højnes pga. gymnasternes mentalitet: ”hov nu er Magnus da bedre end mig, nu må jeg hellere indhente ham igen.”
Det er en sund internkonkurrence – som man selvfølgelig skal italesætte, så den ikke risikere at udvikle sig til noget usundt, men den påvirker niveauet og motivationen hos gymnasterne på en måde, som vi ikke kunne opnå hvis vi ikke havde samlinger med de bedste gymnaster sammen.

Hvordan er konkurrencedagen for dig? Hvordan kan du være rolig og støttende over for gymnasterne?

For mig er konkurrencedagen internationalt ikke anderledes end ved en national konkurrence. Vi skal ind og gøre præcis det samme, som vi har gjort derhjemme.

Det har taget en del år at komme frem til dette mindset, men det har været det hele værd. Både nationalt og internationalt har jeg glæde af at vide, at vi har lavet vores ting hjemme i træningssalen, hvilket betyder, at vi er klar. Den ro kan jeg så begynde at videregive gymnasterne.

Den bedste måde, ifølge mig, at være støttende over for gymnasterne er at være opmærksom på deres behov. Nogle vil gerne have at hvide hvad klokken er hver 10. minut, mens andre absolut ikke ønsker at vide hvad klokken er.
Disse personlige behov skal man kunne navigere imellem og tage hensyn til. På den måde understøtter man bedst muligt den enkelte.

Mærker du tomrum efter sådan en periode, hvor der bliver brugt meget tid på forberedelser, samlinger, testkonkurrence osv.?

Da jobbet som landstræner ikke er mit primære arbejde, ”falder” jeg ikke tilbage i et tomrum, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal. Tværtimod falder jeg tilbage til en hverdag, hvor jeg potentielt skal indhente nogle ting, som har været sat på standby under den intense konkurrence periode med landsholdene.

Jeg tror – hvis jeg ikke skulle tilbage til et andet job, når vi kom hjem – at jeg ville bruge tiden på evaluering af forløbet samt udvikling og forberedelse af det næste forløb. På den måde tror jeg ikke jeg ville opleve et tomrum, men mere et rum, hvor der var plads til de store tanker og refleksioner over de ting vi har været igennem, og gennem arbejdet med disse refleksioner påbegynde arbejdet med næste landsholdsprojekt.