Mette Berthelsen del 1. Drømmen om Verdensholdet

Udtagelsen til det 13. verdenshold venter lige om hjørnet og mange har en stor drøm om at blive optaget og få lov at være en del af det verdensomspændende koncept. I en mini-serie på to afsnit fortæller tidligere verdensholdsgymnast Mette Berthelsen om sin tid med udtagelsen og om tiden på Verdensholdet og rejsen rundt i verden.

I første del kommer du tættere på Mette og hører om hendes tid inden og under udtagelsen til Verdensholdet. Få også tips, hvis du selv går med drømmen om at blive en del af DGI’s verdenshold.

Mit navn er Mette, jeg er 24 år gammel og arbejder lige nu som gymnastiklærer på Flemming Efterskole. Jeg startede til gymnastik, da jeg var helt lille, og har lavet gymnastik lige siden. Deriblandt en del år som springgymnast. Mens jeg var på efterskole, fik jeg øjnene mere op for den rytmiske gymnastik, og jeg har lige siden haft blod på tanden ift. at udvikle mig.

Min vilje og glæde ved gymnastikken har givet mig mulighed for at træne på en masse fede hold. Og fordi jeg aldrig gav op, men rejste mig og kæmpede videre efter hvert nederlag, er jeg nået så langt som jeg er i dag. Min gymnastikkarriere har bl.a. budt på DGI Fynsholdet, DGI Fyns minirep., DGI Fyns rep., SG Elitepiger, Ollerups Elitehold og DGI Verdensholdet.

Jeg husker meget tydeligt, at vi med efterskolen var inde og se DGI Verdensholdet lave show, og jeg var fuldstændig betaget af showet og tanken om at rejse på den måde. Jeg skrev hjem til mine forældre med det samme, at jeg skulle stå ude på det gulv en dag.

Man skal i løbet af efteråret tilmelde sig selve udtagelsen. Det gør man bl.a. ved at svare på en hel masse spørgsmål om sig selv. Alt lige fra navn, adresse og allergier til hvordan man agerer i en presset situation og lignende. Man har et par uger til at svare på spørgsmålene, hvorefter tilmeldingen lukker. Næste skridt er, at man lige på anden side af nytår, skal deltage i et informationsmøde, hvor man får en masse information om rejsen, holdet, udtagelsen, økonomien osv. Heromkring får man også nogle videosekvenser, som man skal have lært hjemmefra før udtagelsesweekenden.

Derefter kommer udtagelsesweekenden, hvor man møder ind fredag, får et nummer på maven og ellers bare skal give den alt hvad man kan! Det er nu det gælder, og hvis man skal på holdet, skal man ikke spare på nogle kræfter. Der er et par udskillelsesrunder i løbet af weekenden, hvorefter de til sidst har en bruttotrup. Umiddelbart efter er der individuelle samtaler med hver enkelt person i bruttotruppen, hvor der bl.a. bliver taget fat i nogle af de personlige spørgsmål, man svarede på i tilmeldingsskemaet. Og så er det bare at krydse fingre og vente på den famøse mail..

Hm, jeg tror i bund og grund at jeg forberedte mig på, at det kunne gå begge veje. Jeg tror mest at jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at jeg havde niveauet til at udfaldet kunne ende positivt. Og så gjorde jeg kun ting, der var gode for mig.

Hvis jeg havde det mentalt godt med at træne lidt ekstra, så gjorde jeg det. Og hvis jeg en anden dag havde det mentalt godt med at give min krop en pause, så gjorde jeg det. Man skal også kunne holde ud at være i det, og hvile i hvordan man selv bedst bliver klar.

Jeg trænede selvfølgelig op, ved at sørge for at min fysiske form var god og at min krop kunne holde til presset. Og så fokuserede jeg på min gymnastik og nød fortsat at træne, selvom presset og nervøsiteten med tiden steg. I ugen op til udtagelsen sørgede jeg for at spise godt med mad, så depoterne var fyldt. Jeg gav min krop hvile, og kun en smule aktivitet jeg havde det godt med. Det var det, der fik mig til at føle mig både fysisk og mentalt klar til udtagelsesweekenden.

Jeg havde snakket en smule med en tidligere verdensholdsgymnast lige op til udtagelsen for at få lidt gode råd med på vejen.

Dagene efter udtagelsesweekenden er mærkelige. Som om man går i undtagelsestilstand. Man er så fysisk smadret, at man nærmest kun kan ligge på sofaen og spise is. Og det eneste man har i hovedet, er tanker om, hvordan det gik i weekenden? Hvordan skal samtalen mon gå? Hvad spørger de mig mon om? Tænk hvis jeg kommer på. Tænk hvis jeg ikke kommer på. – Jeg kunne absolut ingenting.

Jeg tog til forelæsninger, men kunne ikke koncentrere mig mere end max. 30 sekunder ad gangen, før tankerne igen væltede ind i hovedet på mig. Det var ikke til at stoppe. Men på en eller anden måde var det nogle virkelig gode dage, hvor man var så glad for at være kommet så langt. Man var kun det sidste skridt fra.

Den sidste ventetid, efter samtalen, den var ufattelig lang. Igen kørte tankerne; Sagde jeg det rigtige? Tænk hvis mailen er god. Tænk hvis mailen ikke er god.. Det var nogle af de vildeste dage, og de er en kæmpe del af hele min oplevelse.

Vær dig selv 100%, og vær ærlig! Hvil i hvem du er, og hvad du har med i baggagen. Overvej før samtalen, hvilke holdninger og meninger du har til forskellige situationer, de kunne tænkes at spørge ind til. Man kan ikke vide, hvad de spørger ind til, men det hjalp mig, at gøre mig en masse tanker om det på forhånd.

Snacks, masser af snacks! Vand og andet væske. Knæbeskyttere. Massagebold og sportstape. Og masser af tøj og undertøj. Man sveder helt vildt, så det er rart at kunne skifte tøj engang i mellem. Derudover er det måske forskelligt fra modul til modul, hvilket tøj du føler dig godt tilpas i. Og natbriller og ørepropper til om natten. Selvom man er mega træt, kan det være svært at sove i et rum med så mange andre, især når man i forvejen både er spændt og nervøs.

De offentliggjorde holdet ved at sende en individuel mail til alle os, der havde været til samtale. I mailen stod der enten ’Desværre..’ eller ’TILLYKKE’. Det var for sindssygt.

De havde fortalt, at de ville sende mailen omkring kl. 18 torsdag efter udtagelsesweekenden og samtaler. Torsdag var en uendelig lang dag. Jeg vågnede tidligt. Tog til forelæsning et par timer for at blive distraheret, men kunne slet ikke koncentrere mig. Gik i cirkler om mig selv derhjemme. Om eftermiddagen tog min kæreste mig med ud og gå en tur for at få tiden til at gå. Jeg kan tydeligt huske, at vi satte os ind på en café, købte en kop kaffe og et stykke kage – vi hyggede os, det gjorde vi virkelig, men det eneste der kørte i mit hoved, var tankemylderet og et ur, der talte ned til kl 18.00.

Jeg kan også huske at min far ringede og spurgte, om ikke jeg var nervøs. Det var han nemlig. JO, om jeg var! Klokken havde nu langsomt nærmet sig 17, og jeg trak min kæreste med hjem, for at han kunne være omkring mig, når jeg fik besked. Og selvfølgelig for at sidde klar før kl. 18.00.

Jeg sad klar foran computeren i god tid, og jeg opdaterede hele tiden min mail. Men for hver gang jeg trykkede ’opdater’, frygtede jeg samtidig at se mailen ligge der. Kl. 18.00 var den stadig ikke kommet. Var det et dårligt tegn? Jeg kan huske, jeg tænkte, at de sikkert startede med at sende mails til de heldige. Klokken blev 18.05. Så var jeg nok ikke en af de heldige.. Kl. 18.10 kom mailen. Mit hjerte galoperede lige pludselig og i ren refleks klappede jeg min computerskærm ned. Var jeg klar til at se det? Jeg talte til tre og tog en dyb indånding. ”TILLYKKE” – det var nærmest det eneste jeg nåede at læse, før al spænding og nervøsitet, der havde bygget sig større og større siden jeg tilmeldte mig udtagelsen flere måneder før, blev forløst og jeg brød ud i gråd. Det var åbenbart ikke var tydeligt, at det var glædestårer, for min kæreste nåede nærmest at trøste mig, inden jeg fik fremstammet, at jeg altså var kommet på.

Jeg rystede for sindssygt meget og jeg smilede over hele ansigtet. Det var ikke til at fatte. Jeg læste det samme ”TILLYKKE” igen og igen. Tænk, hvad det ”TILLYKKE” betød, og tænk hvad det indebar! Jeg ringede til mine forældre, der nærmest også var begyndt at græde af glæde sagde: ”Vi kommer op nu, vi holder lige nede foran din dør”. Seriøst, mor og far. Jeg havde sagt, at jeg ikke ville have de var der, når jeg åbnede mailen. De kunne selvfølgelig ikke lade være med alligevel at være der lidt. Det var lidt sødt. Og det var egentlig også rigtig dejligt at se dem og kramme dem lige med det samme.

Midt i det hele kom min roomie – min rigtig gode veninde – hjem fra arbejde. Velvidende om, at jeg nu kendte svaret, men uvidende om, hvad det måtte være. Min lejlighed var pludselig fuld af skønne mennesker, og jeg havde nu kun 20 minutter til at kaste noget mad i hovedet, inden jeg skulle afsted til træning på SG Elitepiger. Det var ét stort lykkeligt kaos lige der.

Puha, det er et svært spørgsmål. Jeg glædede mig til det hele. Stort og småt. Jeg glædede mig til alt, hvad der skulle ske, og alt hvad det indebar.

Kæmp for det. Vis, hvor meget du gerne vil det. Og vær dig selv hele vejen igennem.