Gymnasten fortæller - vores største oplevelser, del 1

Alma fortæller

Navn: Alma Pedersen
Gymnastikgren: Rytmisk Gymnastik
Hvornår startede du til gymnastik: Da jeg var 5 år gammel

•Fortæl os om din største oplevelse med gymnastikken?
Min største oplevelse med gymnastikken må nok være Junior Verdensmesterskaberne i Moskva i juli 2019, hvor jeg var den eneste gymnast fra Danmark, der var udtaget.

•Hvad gjorde det til en særlig oplevelse?
Der er mange grunde til, at det var sådan en stor og særlig oplevelse, bl.a. at konkurrencen blev holdt i en spritny hal, som lige var blevet færdigbygget kun til Rytmisk gymnastik. Det gjorde også at forholdene under træningerne og konkurrencen var supergode, og hallen var fyldt med tilskuere. Hele min familie rejste også med for at heppe, hvilket også gjorde det til en fantastisk oplevelse, som man kunne dele med hele familien. Udover det lærte jeg også nogle nye gymnaster at kende og fik også muligheden for at se alle de bedste gymnaster i virkeligheden.

•Hvad er det ved gymnastikken, du bedst kan lide?
Jeg kan godt lide, alle de fantastiske oplevelser og rejser man får via gymnastikken, og følelsen man får, når man lærer noget nyt eller opnår et godt resultat til fx en konkurrence, så man bliver mindet om, at det faktisk godt kan betale sig at bruge så meget tid i træningshallen. Derudover kan jeg også godt lide alle de venskaber, man danner både med gymnaster fra klubber rundt omkring i Danmark, som man ser til landsholdstræninger og konkurrencer, men også med gymnaster fra andre lande til internationale konkurrencer eller trænings camps.

•Har du nogle drømme om en særlig gymnastikoplevelse for fremtiden? (en speciel konkurrence, et specielt show, en rejse osv.)
Det er længe siden, at jeg har været til en internationale konkurrence pga. Corona, og rejserne er virkelig noget af det, jeg har savnet aller mest i denne tid, så lige nu ser jeg frem til enhver mulig konkurrence i udlandet.

Maria fortæller

Navn: Maria Thinggaard Sørensen
Gymnastikgren: Voltigering
Hvornår startede du til gymnastik (voltigering): Jeg startede tidligt. Jeg var 8 år gammel, og jeg startede ud på de små begynderhold. Jeg begyndte først at tage voltigering mere seriøst, da jeg ramte mine teen age år. Gennem de seneste par år har jeg været i en kæmpe udvikling og det var først der, at jeg selv følte, at jeg rigtig var begyndt, og jeg er 20 år gammel nu.

•Hvad er det ved gymnastikken, du bedst kan lide?
Voltigering er en fantastisk sportsgren, som efter min mening kombinerer alt det bedste. Voltigering er meget kort fortalt gymnastik, dans og akrobatik på hesteryg. Det er en sport, hvor man kombinerer styrke, smidighed, koordination, balance, udholdenhed, kropsbevidsthed og udtryk. Noget, jeg bestemt elsker ved sporten, er, at alle kan være med.  Vigtigt er det, at du kan lide heste, udfordringer, er vild med at bruge din krop og elsker at have det sjovt sammen med andre - lidt mod skader heller ikke. Starter man fra barnsben, kommer det ofte ganske af sig selv. Det er en sport med unikke muligheder, man bliver udfordret på alle punkter både fysisk med ens krop og samtidig også psykisk med ens tankegang og mentalitet. Hvilket jeg elsker, at man kan blive presset på alle fronter. Gennem træning og konkurrence opnås der et kammeratskab, som er helt enestående, men også er en naturlig følge af den tillid, de enkelte voltigører må have til hinanden, til hesten og til longeføreren, samt det ansvar som naturligt føles for hinanden. Her får du altså et samarbejde, sammenhold og tillidsbånd mellem både mennesker og dyr, som man ikke finder andre steder.

•Fortæl os om din største oplevelse med gymnastikken?
Hele 2019 var et lærerigt, succesrigt og turbulent år, for mig, men det var også det med flest oplevelser i.
Hele min rejse i 2019 handlede om at komme med til EM i Holland, som var i slutningen af juli. For at opnå de point, der var nødvendige for at blive kvalificeret, konkurrerede vi rundt omkring i Europa.
Målet om EM blev opnået og vi endte på en 5. plads og efter EM kunne vi på FEI’s internationale rangliste (Verdensranglisten) se, at vi lå på en samlet 8 plads. Når jeg skriver “vi”, mener jeg, min makker og jeg som startede sammen til EM. For mig har min største oplevelse indtil nu været EM, men det har ikke kun været EM men hele år 2019. Det har været rejserne, resultaterne og menneskene, som jeg har delt året med, der har gjort rejsen til EM, og selve EM, en uforglemmelig oplevelse for mig.

Mine placeringer og rejsen gennem 2019 så således ud:
⁃1. plads i Ungarn, Budapest
⁃1. og 3. plads i Belgien, Lier
⁃2. plads i Slovakiet, Pezinok
⁃1. plads til NM, Nordiske Mesterskaber i Danmark, Aarhus
⁃5. plads til EM, Europæiske Mesterskaber i Holland, Ermelo.
⁃8. plads på verdensranglisten  
•Hvad gjorde det til en særlig oplevelse?
Den lettelse der strøg gennem mig, da jeg fik at vide, at min makker og jeg var nogle af dem, som blev sendt afsted for at repræsentere Danmark til EM, var en skøn følelse. Vi havde kæmpet så hårdt for at komme med, og vi havde haft nogle bump på vejen, hvilket gjorde, at jeg endnu mere ønskede det, fordi vi havde kæmpet så meget for det. Ja, EM var lige så meget vejen dertil som selve oplevelsen, alt det vi havde været igennem, og alt hvad jeg havde oplevet på vejen mod EM, var med til at gøre oplevelsen endnu mere speciel for mig.
Da jeg kom til selve konkurrencen, var stemningen bare fantastisk. Man vidste, at man var blandt toppen, når man var med til EM, og man havde jo samtidig mulighed for at se en masse voltigering på højeste niveau.
Med flere hundrede mennesker som kiggede på, klappede, skreg og hujede af os, da vi løb ind på banen, ville jeg lyve, hvis jeg sagde, det ikke var det mest fantastiske, jeg har prøvet. Følelsen af at mærke det danske team var med til at støtte en og ikke mindst alle de andre udøvere fra hele den store voltigerings verden. Man kunne virkelig mærke opbakningen, og det var dejligt.
At mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen på en, følelsen af spænding, nervøsitet og følelsen af at noget vigtigt skal til at ske var ret skræmmende, fordi man jo bare så gerne vil gøre det godt. Da den sidste hoppede af hesten og folk klappede og piftede ad os, strøg glæden op gennem kroppen på mig, og den følelse lever jeg højt på endnu.
EM kostede mig både blod, sved og tårer, men til gengæld fik jeg mig også en uforglemmelig oplevelse, tilfredsstillende resultater, venskaber og endnu mere erfaring med mig hjem i rygsækken.

•Har du nogle drømme om en særlig gymnastikoplevelse for fremtiden? (en speciel konkurrence, et specielt show, en rejse osv.)
Mit mål er at være en del af de danske udøvende deltagere til VM i 2022 (som i øvrigt skal holdes i Danmark, i Herning).

Anton fortæller

Navn: Anton Rydahl
Gymnastikgren: TeamGym
Hvornår startede du til gymnastik: Da jeg var 6-7 år gammel, tror jeg

•Fortæl os om din største oplevelse med gymnastikken?
EM i TeamGym i Portugal 2018 med Juniordrenge-landsholdet, må nok være det største, jeg har oplevet med gymnastikken.
Men udover det så må det nok også have været at vende tilbage efter min skade i foden. Jeg blev nemlig opereret for en brækket fod d. 7. juni 2019 og havde efterfølgende en lang genoptræningsfase, som idag har gjort, at jeg er nået op på et bedre og større niveau, end jeg nogensinde har været på før. Det har ovenikøbet resulteret ,i at jeg er blevet udtaget til det danske Seniormix-landshold 20/21 - Hvilket jeg er meget stolt over.

•Hvad gjorde det til en særlig oplevelse?
Følelsen ved at stå på gulvet til et Europamesterskab, med det danske flag på armen og en guldmedalje om halsen foran flere tusinderne af danske tilskuere som enten ser med på live stream eller i hallen, var sindssyg. Og også bare tanken om at vide, at alt det, man har arbejdet så hårdt for, lykkedes.

•Hvad er det ved gymnastikken, du bedst kan lide?
At man hele tiden udvikler sig, og at man har et fællesskab på sit gymnastik hold, som man har lyst til at bruge sin fritid på.

•Har du nogle drømme om en særlig gymnastikoplevelse for fremtiden? (en speciel konkurrence, et specielt show, en rejse osv.)
EM til april 2021 i Ballerup, Danmark, er helt klart målet, og har det største fokus lige for tiden. Men tanken om at blive Danmarksmester med sin hjemmeklub en dag ville helt klart heller ikke være et dårligt bud :-)